Den lukkede bog - af Jette A. Kaarsbøl

Jeg overgav mig fuldstændigt til denne bog og glædede mig over, at der kunne fortælles så lyslevende, lærerigt og vedkommende om en tid som jeg troede var overstået.

En gammel kvinde, som bor alene i en stor lejlighed i København, dør i 1933. I hendes lejlighed hænger et maleri af en ung rødhåret, smilende kvinde. Hvem var hun? hvad skete der? hvordan endte hun her? Forfatteren blænder op for en noget anderledes historie fra en interessant brydningstid mellem 1875 og 1883.

Det er Frederikke, der nu sidder ensom og bitter med sin ungdoms dagbog, som hun lukkede i, da verden i 1875 åbnede sig, og hun tilfældigt stødte ind i den talentfulde, karismatiske fødselslæge Frederik Faber, som blev hendes skæbne.

Der er et levende mylder af personer i bogen, hele det miljø, som på alle måder udfordrede borgerskabets konventioner. Der er både de pæne og ikke så pæne historier om disse magtfulde og tilsyneladende frisindede mænd, der gerne slog deres koner og var dem utro. Dobbeltmoralen gjaldt også dem selv, og løgnen var en del af livsstilen. Og så er der historier om håndværkere, fattige og hårdt arbejdende tjenestepiger og alle de ulykkelige gravide kvinder, som Frederik hjælper.

Det er tidens København på godt og ondt. Men først og fremmest er det en ulykkelig kærlighedshistorie om en ung kvinde, der ikke magtede de muligheder tilværelsen gav hende. Ventepositionen blev det nemmeste, og livet blev meget langt og bittert.

Romanen er en fryd at læse, man læser og føler at man er inde i stuerne og interiøret males frem. De mange forskellige persontyper står knivskarpe, følelserne, usikkerheden og sårbarheden ved at blotte sig, er som troldspejle i de kølige stuer.


© Copyright 1999 - 2010 Manuela.dk - Sitemap