Reiki healing - af Eleanor McKenzie

I de senere år er interessen for reiki nærmest eksploderet både herhjemme og i udlandet. Det hænger sandsynligvis sammen med den enkelhed, renhed og kraft der ligger i metoden.

Reiki er en årtusind gammel helbredelsesmetode, overleveret fra mester til elev. Metoden virker gennem overførsel af livsenergi, ved håndspålæggelse og tankekraft og indvirker på både det åndelige, mentale, følelsesmæssige og fysiske plan.

Der er bøger, der gør en glad og i godt humør at læse, og Reiki healing - Kunsten at heale krop, sind og ånd af Eleanor McKenzie har jeg glædet mig meget over. Jeg synes, det er en inspirerende, ærlig og oplysende bog. Når man er færdig med den kan den bruges gang på gang som opslagsbog.

Bogen kan med udbytte læses af mennesker, der gerne vil vide noget om healing og mennesker, og dem der allerede kan udøve reikihealing.

Den indleder med kort at fortælle om kroppens organer og om andre healingsmetoder. Den fortæller så på en fornuftig måde om reikis historie, hvordan reikienergien blev genopdaget af munken Usui, og hvordan den blev videregivet. Derefter oplyses om forskellen på de tre reikiniveauer (Reiki 1, 2 og 3), hvad man kan opnå, og hvilken personlig udvikling de bringer med sig.

Bogen viser herefter med nogle smukke billeder, hvor man anbringer sine hænder, når man behandler sig selv, og ligeledes illustrerer den, hvor man lægger sine hænder, når man giver reiki til en anden person.

Der sluttes med en kort oversigt over nogle almindelige sygdomme og i relation hertil, hvordan reiki med gavn kan anvendes til disse. Bogen gør fornuftigt hele tiden opmærksom på, at lægebehandling aldrig må udelades. Til allersidst fortæller forfatteren om nogle erfaringer, hvor reiki har haft en gavnlig indflydelse.

Reikihealing vil jeg gerne anbefale, hvis man vil vide mere om healing, da den er en anbefalelsesværdig og ikke mindst inspirerende bog.


© Copyright 1999 - 2010 Manuela.dk - Sitemap