| Digte - af Viggo Stuckenberg Dér strøg du, Fugl Dér strøg du, Fugl, saa tæt forbi min Lænd! - Kom, du lille Lærke, kom igen! Mit Bryst er bredt som Engene dernede, - kom og byg dig ved mit Hjærte Rede! Er du angst for mine laadne Hænder? Ak, de voksed fast mod mine Lænder. Jeg er stiv som Is og vissen Gren, mere stille end en Afgrunds Sten. Fugl du flyver! Bli'r du tavs og tom, naar du ikke længer strejfer om! Nu brister i alle de Kløfter Nu brister i alle de Kløfter, som fured og sprængte mit Sind, Alverdens fagreste Blomster for Sommerens sagte Vind. Thi to, som elsker hinanden, kan volde hinanden mer' ondt end alle de argeste Fjender, som hævner sig Jorden rundt; og to, som elsker hinanden, kan læge de ondeste Saar blot ved at se paa hinanden og glatte hinandens Haar. Lykken mellem to Mennesker Lykken mellem to Mennesker er hverken Hu! eller Hej! snarest er den et ensomt Græs, der grønnes paa stenet Vej. Lykken mellem to Mennesker er hverken Kys eller Klap, snarest er den et Skumringssus, der aander, hvor Solen slap. Lykken mellem to Mennesker er som den dunkle Nat, stille, men med de tusinde, tavse Stjerner besat. Aldrig glemmer jeg Aldrig glemmer jeg den Morgenstund - røde Rose — da du stod udsprunget, lys og skær, som havde fra din Bund Dagen nylig sig mod Himlen svunget, stod og lyste mig saa sart i Møde som en nys udfoldet Morgenrøde. Eller, Rose, vidste du Besked — havde hun, som dig i Aftes bragte, aandet i dit kyske Bæger ned søde Drømme, før hun mig dig rakte, at de Natten over kunde sove i dit Blomsterlejes Dugalkove. Er det hendes lyse Kærlighed, som ved Gry er steget fra dit Indre, at min stille Stues Morgenfred tyst med hendes Hilsen kunde tindre! Rose, i din Kalk sin Sjæl hun sænked, den har dig din fine Rødme skænket. |
© Copyright 1999 - 2010 Manuela.dk - Sitemap