| Digte - af HC Andersen Det døende Barn Moder, jeg er træt, nu vil jeg sove, Lad mig ved dit Hjerte slumre ind; Græd dog ei, det maa Du først mig love, Thi din Taare brænder paa min Kind. Her er koldt og ude Stormen truer, Men i Drømme, der er Alt saa smukt, Og de søde Englebørn jeg skuer, Naar jeg har det trætte Øie lukt. Moder, seer Du Englen ved min Side? Hører Du den deilige Musik? See, han har to Vinger smukke hvide, Dem han sikkert af vor Herre fik; Grønt og Guult og Rødt for Øiet svæver, Det er Blomster Engelen udstrøer! Faaer jeg ogsaa Vinger mens jeg lever, Eller, Moder, faaer jeg naar jeg døer? Hvorfor trykker saa Du mine Hænder? Hvorfor lægger Du din Kind til min? Den er vaad, og dog som Ild den brænder, Moder, jeg vil altid være din! Men saa maa Du ikke længer sukke, Græder Du, saa græder jeg med Dig. O, jeg er saa træt! — maa Øiet lukke — — Moder — see! nu kysser Englen mig! Snee-Dronningen Høit ligger paa Marken den hvide Snee, Dog kan man Lyset i Hytten see; Der venter Pigen ved Lampens Skjær Paa sin Hjertenskjær. I Møllen er stille, see Hjulet staaer. Snart glatter Svenden sit gule Haar, Saa hopper han lystigt, hei een, to, tre, Over Iis og Snee. Han synger omkap med den skarpe Vind, Der rødmer saa smukt hans runde Kind. Snee-Dronningen rider paa sorten Sky Over Mark og By. »Du er mig saa smuk ved Snee-Lysets Skjær, Jeg kaarer Dig til min Hjertenskjær, Kom, følg mig høit paa min svømmende Ø, Over Bjerg og Sø!« Snee-Flokkene falde saa tyst, saa tæt. »Jeg fanger Dig vist i mit Blomster-Net! Hvor Snee-Dyngen reiser sig høit paa Eng, Staaer vor Brudeseng!« Ei meer kan man Lyset i Hytten see; I Ringdands hvirvler den hvide Snee, Et Stjerneskud spiller bag Skyen smukt, — Nu er det alt slukt. Klart skinner Solen paa Mark og Eng; Han sover saa sødt i sin Brude-Seng. Den Pigelil ængtes, til Møllen hun gaaer, — Men Drivhjulet staaer. Psalme Jeg har en Angst som aldrig før, Som stod jeg foran Dødens Dør Og maatte ind og styrte ned I Mørke og i Eensomhed; Jeg drives frem med Stormens Hast, O Herre, Herre, hold mig fast! Alt Ondt i mig det kom fra mig, Hvad Godt jeg gjorde kom fra Dig; De Andres Skyld jeg nok opskrev Men ei mit eget Skyldner-Brev; Hvor har jeg for mig selv hver Dag Besmykket godt min egen Sag. Jeg trædes skal af Dødens Hæl, Først da sig løfte kan min Sjæl. Læg Fadervor som Duens Blad Mig paa min Tunge, gjør mig glad. Har jeg ei Gud, hvad har jeg da, Naar hele Verden falder fra! |
© Copyright 1999 - 2010 Manuela.dk - Sitemap