| Digte - af Johannes Dam Hvor var jeg glad og tryg i svundne Aar Hvor var jeg glad og tryg i svundne Aar, Da sejrrig mod din vilde Magt jeg stred — Nu væder mod min Vilje Taaren hed Mit bange Bryst, jeg ved, hvad du formaar. Saa længe var mit Hjærte uden Saar, Skønt skarpe Pile regned mod det ned. To skønne Øjnes Pile bedre bed, Thi hvert et Saar, de gav, mig Døden spaar. Som Fuglen kan af Skæbnens Lune fredes Og Aar igennem undgaa Net og Snarer Blot for en endnu værre Død at møde, Saaledes ser I Kvinder her, hvorledes Mig Amor længe skaanede for Farer For nu til sidst at pine mig til Døde. Jeg ser i dine skønne Øjne to Jeg ser i dine skønne Øjne to, O Herre, hvad paa Jord jeg knapt kan sige, De lod saa ofte op til Himlen stige Min Sjæl, skønt end den maa i Kødet bo. Lad da kun Pøblen, ond og skadefro, Os tro i syndig Lyst dens egne Lige, Er derfor vi i Hjærtet mindre rige, Er mindre kysk vor Kærlighed, vor Tro? De Vise ved, at alt, hvad skønt paa Jord Vi skuer, mer end noget andet ligner Det Himmelvæld, hvoraf vi alle flød Vi ejer her ej anden Frugt og Spor Af Himlen; hvo dig elsker og velsigner, Skal møde Gud og smile i sin Død. Var Sjælens Glød i disse Øjne klare Var Sjælens Glød i disse Øjne klare Saa stærk, som deres Skønheds Magt er stor, Da var der ej den Ismark paa vor jord, Som ikke for at brænde stod i Fare. Men Himlen nænned ej at aabenbare Den fulde Skønhedspragt, som i dig bor, Derfor den naadigt dulgte os dens Spor For os mod Livets Storme at bevare. Derfor er Flammen ej din Skønhed lig: Vi evner kun at elske, hvad vi kender, Og hvad af himmelsk Glans vi fatter ret. Mig, Herre, som er gammel, gaar det slig, Naar ej for dig jeg nu til Døde brænder, Er det, fordi jeg er som Brændsel slet. Lyksalig er den Krans af Blomster smaa Lyksalig er den Krans af Blomster smaa, Som huldt fra hendes gyldne Lokker smiler; Der er, som Blomsterne i Kapløb iler Mod Panden for dens første Kys at faa. Hvor henrykt denne Kjole være maa, Hvis Folder Dagen lang om Brystet hviler, Og Ørets Guldring, som i Længsel stiler Mod Kind og Hals for dem i Hast at naa. Men endnu større Salighed dog kender Den gyldenstukne Bort, som frit tør kæle For hendes Barm og tæt imod den ligge. Det simple Bælte, som om Midjen spænder, Nok hvisker: Her vil jeg bestandig dvæle! Ak ja, hvad vilde mine Arme ikke! |
© Copyright 1999 - 2010 Manuela.dk - Sitemap