| Digte - af Herman Bang Min Moder Hvorfor sér jeg bestandig dit tungsindige Blik? hvorfor hører jeg altid din bedrøvede Røst? Moder — er det fordi det var den samme Jammer, hvorunder Du led, hvormed jeg kæmper? Var det den samme Sorg, der bragte Dig Døden, Døden, den tidlige Død, Blomstens, der knækkes, lig? Jeg ved det ej: din Smerte talte ikke. Men jeg, jeg vilde saa gerne nu lægge mit Hoved i dit Skød, og dine Hænder skulde stryge mit Haar, mens jeg skrifted mit Hjertes Nød. Hvem véd? maaske gav det Trøst, at der var samme Jammer, der kan føre til samme Død — for Dig, min Moder, mit Udspring, og mig, i hvem Du forplanted din Nød. Fædreland Fædreland, Plet af Jord paa Jorden; Fædreland, Du, vort Sekels Polen, indad sønderslidt og udad sønderlemmet; Fædreland, sørgeklædte Moder, lær os: smaa at være. Lær med Taalmod os Hverdagsdragt at bære Arbejdsdragt — Moder, dig til Ære. Kærligheds Guder Amor — glade Dreng med dit velforsynede Kogger, umyndige Gud for det umyndige Folk. Let til Haands er du — som let til Béns din Mængde, der sætter i Livets Jord kun flygtige Fødder baade i Glæde og Sorg — hvad enten den lér eller græder. Mængden, Amor, saarer du For de Tusenders Bryst passer dit Koggers Lager af milde Pile for lunkne Hjærter, dine Vaaben, der ridser — ti der kan ikke saares. Og god er du Amor, skøndt de kaad dig skænder, giver hvad du har hvad de ævner: Én Sommerdag med Sol og Sang. Et Minde, der vémodigt klinger, inderst i Sjælen, som en fjærn Melodi, mens de videre drager, de Tusend, og døer — ved Enden af Livets Graa. Men den ene Sommerdag, Amor, skænked medlidende du. |
© Copyright 1999 - 2010 Manuela.dk - Sitemap