Den gamle kriger og kongen, afsnit 1.03 - af Qualgeisten © Copyright

Den gamle kriger og tårnet.

Den gamle kriger drog hjem til sit tårn, det var nu ikke kun et tårn, men det var alt hvad der var tilbage af et stort borganlæg.

Borgen havde stået øverst på en sandfarvet klippe, den var styrtet en del sammen. Og det som var tilbage, det var kun et næsten helt tårn, som stod yderst på klippen, helt ude hvor to af klippens sider mødtes.
Han havde set dette tårn tit nedefra, hvor hans første hjem var. Og dette første hjem var bygget på stubben af et kæmpestort træ, som stod nede for klippen.

Der gik to floder, et på hvert side af klippen, de rendte sammen til en endnu større flod. Men selv om strømmen var meget stærkt lige der, så var floden næsten lydløs.

Han havde gået rundt ude på det lille næs, hvor træet havde stået. Og havde ikke kunne finde en vej væk derfra, og det selv om han havde ledt og ledt. Han var blev rigtigt træt, af at leve af de fisk, som floderne var fulde af, og de rigtig kriger har det også bedst, når han er aktiv.

Men så en dag, så han bag nogle forvitrede buske, en trappe som nærmest snoede sig op ad klippen. Denne trappe havde han fulgt hele vejen op, og opdagede at han stod ved foden af tårnet.
Der var en meget kraftig trædør, der gik ind i tårnet, og ved brugen af sine kræfter fik han bakset denne tunge og massive dør op.
Han fik ild tændt i nogle tørre grene, som han havde med, og brugte dem som fakkel. Og da lyset kom, så kunne han se, at der var et stort rundt rum. Og at over halvdelen af tårnet, var klippen der var blevet udhugget. Og at den del som vendte ud i mod næsset, var opbygget af kæmpe store sten, der var nøjagtigt tilhugget.

Ovre bag i dette rum, snoede en gelænder løs trappe sig op. Og den travede han op ad, indtil han igen mødte en stor, tung og massiv trædør. Denne kunne han åbne bare ved, at tage i den store jernring, der var håndtag.
Og igen var det et stort rundt rum, men her kom der lys ind, af nogle små hulle der var runde foroven. Nærmest rundbue huller, men ikke helt. Disse kunne han gå rundt og kikke ud af, og han kunne se virkelig langt, for det var jo efter hånden højt oppe. Der var en række vinduer højere oppe, og der gik der en gang rundt, som man kunne gå på.

Også i dette rum, var der en trappe der snoede sig opad. Den gik op til denne gang, hvor de øverste huller var, og igen var der en massiv trædør. Denne var meget let at åbne, og den knagede ikke som de andre.

Og her stod han så, midt i det største af de tre runde rum, som denne tårn bestod af. Ud imod næsset, var der et gabende stor hul eller vindue. Og han havde et pragtfuld udblik, ud over floderne, især der hvor de løb sammen, var der et flot udsyn. Han var virkelig imponeret, over det han så.

Inde i dette rum, var det i midten et stort ildsted, som ikke havde været brugt i utallige år. Der var gamle stole og 3 store borde, stolene så solide ud, men det var de ikke. Hvilket han opdagede, da han havde sat sig på den ene af dem.
Han rejste sig jamrende, og tog sig til sin ømme bagdel. Hmm ! Tænkte han, her skal der vist repareres noget. Og bordene havde det absolut ikke bedre, de knagede bare han lagde sin kampøkse på dem.

Bagerst i rummet, var der en dobbelt dør, med en stor tvær bom. Denne kunne han med lidt besvær skubbe til side, og med et ordentligt skub af han skulder, så svingede den ene af dørene op. Og han stod pludselig ude på toppen af klippen.
Sollyset blændede han lidt i starten, men efterhånden kunne han se, at toppen af klippen var helt flad, og meget jævn.

Han vendte sig om, og så at toppen af tårnet lå på samme plan som klippen. Langs siderne af klippen, der var rester af et brystværn, med kamtakker. Og rundt på tårnets tag, som var fladt, var der også et brystværn, også med kamtakker.
Der manglede en del af de kamtakker, så det lignede munden på en gammel mand, der havde fået for mange tæsk i tiden løb. Men han kunne tydeligt se, at det var meget massivt bygget, og at der skulle meget til, at vælte dette brystværn.
Klippe toppen var rimelig stor, for der var langt hen til den anden ende af den, og den var rimelig bred. Og hele vejen rundt, var der et brystværn.

Han gik hen til den anden ende, af klippe toppen. Og der gik der så en bred trappe ned, så den traskede han ned af. Og den lang denne trappe, men den var ikke stejl eller noget.
Da han var kommet ned af trappen, da var han virkelig træt. Og han satte sig, for at hvile sine efterhånden meget trætte ben. Og nu var natten jo faldet på, så han besluttede sig for at overnatte her ved trappens fod.
Den næste morgen, så han at han stod ved kanten af en kæmpe stor skov. Med store træer, med tykke stammer. Han kunne se, at der var en gammel skov, for ellers ville træerne ikke havde været så store. Han kunne se, at der gik en sti ind i skoven, og den besluttede han at han ville følge.

Lidt efter delte stien sig i to, den ene gik til venstre for ham, og den anden gik til højre for ham. Han valgte den venstre, og efter en travetur kom han til en lille landsby, som lå delvist skjult i skovens udkant.
Byen var blevet raseret, det så ud som om, at en kæmpe havde trampet rundt i den. Og der var ikke mange mennesker i denne by, højest en 8 – 10 stykker, og de så meget forskræmte ud. Men det var havde han for længst vænnet sig til, for han var vidste at han absolut ikke var en skønheds åbenbaring. Hans ansigt var præget af de mange kampe, og krige som han havde deltaget i. Og han vidste, at bare hans størrelse, ville skræmme de fleste.

De folk der var der, de skyndte sig ind i deres huse, og de stængede dørene. Men også dette var han kendte han til, for det var jo ikke første gang, at han var trasket ind i en by, hvor de ikke kendte ham.
Mens han stod der, der kunne han høre, at der kom en hel masse mennesker traskende. Og da han vendte sig, så han at en lille hær ankom til byen. Det var kongen og hans personlige livvagt, som ville komme byen til undsætning, men de var kommet for sent.
Indbyggerne kom ud af deres huse, og de anede ikke havde de skulle sige eller gøre. Men kongen to ordet, og sagde, at de hellere skulle genopbygge byen. For han vidste, at de indbyggere som var der enten var for gamle, eller for unge til at drage efter fjenden, som havde ødelagt deres by.

Kongen hilste på den gamle kriger, og spurgte hvordan han var kommet der. Krigeren kunne ikke huske ret meget, men han kunne dog huske. At han havde fået et gok i nødden, og at han var faldet i en flod, midt under et slag.

Kongen spurgte ham om, han var langt fra sit hjem. Og krigen sagde, at han aldrig havde haft et hjem. Men at han følte sig hjemme, oppe på tårnet. Kongen undre sig en del, for der var absolut ingen tårne der. Kun ruinen af et gammelt borg var der, men hvis han følte sig hjemme der. Og hvis han ville vogte området, så ville kongen give ham området, og borgruinen til evig tid.

Efter denne snak drog kongen videre, med sin livvagt. Og indbyggerne nærmede sig den gamle kriger, og spurgte om hav de nu skulle gøre. Byen skulle genopbygges, og borgen skulle befæstes, så de havde et tilflugtssted. Men det er en anden historie.

© Copyright 1999 - 2010 Manuela.dk - Sitemap