Manuela.dk - Den gamle kriger og kongen, afsnit 1.07

Den gamle kriger og kongen, afsnit 1.07 - af Qualgeisten © Copyright

Bueskyttens første kamp.

Mignon var gået på jagt alene, hun havde fået fremstillet nogle nye pile, og nu skulle de afprøves. Så hun tog tidligt af sted, for hun havde planlagt at bruge hele dagen på jagt.

Hun gik ned fra Tårnet, og gik direkte ud i skoven. Og hun prøvede at blive ét med skoven, således at dyrene ikke blev skræmte, for så var de jo lettere at ramme. Hun havde gået en times tid, før hun fik øje på det første bytte, og det var en fed og forædt skovdue. Hun valgte sig en af de nye pile, for nu skulle de vise om den nu også kunne bruges til noget. Hun trak stille og roligt buestrengen tilbage, og slap pilen. Den fløj af sted hurtigere end hun havde beregnet, men den traf hvor den skulle, og duen trimlede om. Hendes glæde var stor, nu havde hun for første gang nedlagt et bytte på egen hånd. Hun gik hen til det nedlagte dyr, og trak forsigtigt pilen ud. Der efter puttede hun duen ned i hendes lædertaske, så den kunne komme med hjem.

Hun begav sig af sted efter flere duer, men allerhelst ville hun have ram på en and, for de smagte dog lidt bedre end de der skovduer. Da hun senere kom ned til søen, med det væltede træstamme, så besluttede hun sig for at holde rest. Hun satte sig med ryggen op af træstammen, og hvilede sig lidt. Hun sad og så på naturen, og beundrede de høje slanke træer. Hun var fascinerede af sollyset som kom ned imellem træernes grene og blade, de nærmest glimtede af solens stråler. Da hun havde sat der et stykke tid, rejste hun sig og gik længere ind i skoven. Mens hun gik kikkede hun efter byttedyr, men så ikke rigtigt nogen. Det virkede som om, at denne del af skoven, var helt tom for dyr, underligt tænkte hun. Pludselig slog det hende, for når skovens dyr gemte sig, så var der noget galt. Så hun søgte ud i underskoven, som var rimelig tæt, for hun ville lige se om der luntede en bjørn eller en ulv omkring. Knapt havde hun gemt sig, da hørte hun lyder af tunge fødder, der nærmest trampede sig igennem skoven. Underligt tænkte hun, for den gamle kriger vidste at hun var på jagt, og dette der ville jo skræmme dyrene væk. Det der kom ud fra skovbrynet, det kunne bedst sammenlignes med en ork, eller noget i den retning. For det var en stor menneskelignende skabning, der absolut ikke var særlig køn at kikke på. Den havde en gammel slidt rustning på, der havde mistet sin fordums skønhed.

I den ene hånd bar den en tung kølle af træ, med store grimme pigge på, og i den anden hånd havde den en lang kæde hængende. Den så absolut ikke særlig fredelig ud. Hun trykkede sig helt ned i underskoven, mens hun tænke på hvad hun nu skulle gøre. For det var helt klart, at det var en af Fjendens mænd, eller lejesvende, og landsbyen skulle advares. Da skabningen var passeret hende, opdagede hun, at den ikke var alene. Der var to mere, som havde den samme udrustning på, men de var lidt mindre end den første.

Hun vidste nu, at hun ikke kunne nå at advare landsbyen, så hun måtte gøre noget. Så hun sprang op, med en pil på buen, og skød den bagerste af de 3, og ramte ham i det ene lår. Han faldt med et brag, og han vrælede i vilden sky. De to andre vendte sig og gloede på ham, og det gav hende tid til, at sætte den næste pil på strengen. Hun sød da imod den næste, af de to skabninger. Pilen ramte rustningen, men prellede af, og forsatte opad, og gennemborede halsen på skabningen. Han faldt om, som en tyr der var blevet ramt af en slagterkølle. Den store af dem, fik tid til at springe ind i underskoven, og forsvandt ud af syne.

Hun fik hurtigt lagt den tredje pil på strengen, og kikkede efter ham, men han var væk. Så hun gik forsigtigt nærmere, for at kikke efter ham. Pludselig sprang han op, kun 3 meter foran hende. Hun blev forskrækket, og slap pilen. Den fløj næsten som af egen vilje, frem og ramte ham i den venstre skulder. Han gav et kort grynt fra sig, og faldt fladt ned på ryggen. Men han var lige så hurtigt oppe igen, så hun spænede det bedste hun havde lært. Hen ad skovstien, og ind i krattet og ude af syne var hun.

Orken gloede dumt efter hende, for hvor blev hun dog af. Han hev pilen ud, og han var vel lykkelig for, at det var en jagtspids der var på pilen. For havde været en krigs pil han var blevet ramt med, så havde det ikke været særlig behageligt.
Han gik hen til den døde ork, og kunne se at der var der ikke mere at gøre. Så gik han hen til den sårede ork, som stadig lå og jamrede sig. Han kendte ordren fra Fjenden, lad ingen sårede blive tilbage, for de kan afsløre os. Så han svingede sin trækølle, og sendte den lille ork ud på den sidste rejse.

Han ville gå tilbage til Fjenden, og melde hvad der var sket. Så han trampede tilbage, hvorfra han var kommet. Men da han passerede det første store træ, da ramte den næste pil ham, og det var i højre skulderblad. Og den ramte ham med en sådan kraft, at han styrtede næsegrus til jorden. Han rejste sig besværligt, og han var ved at blive vred. For han kunne ikke li´ bueskytter, og da slet ikke dem som skød på ham. Ligesom han havde rejst sig, så ramte den tredje pil ham. Hvilket som kastede ham ind imod træet, som var uhyggeligt solid. Han opdagede ikke, at den fjerde pil ramte ham, for den sad i hjertet. Bueskytten kikkede forundret på de døde, for hun havde bare reageret på reflekserne, og hun havde ikke tænkt nærmere over det hun egentlig gjorde. Og hun begyndte at ryste, ligesom af kulde, men hun frøs ikke.

Hun løb hjem til Tårnet, for at advare den gamle kriger. Men inden hun nåede den lange trappe, som gik op til Tårnet. Så kom den gamle kriger gående hende i møde, for han undrede sig over hvor hun blev af. Han kunne se, at hun var rystet, Og det varede da også et stykke tid før, end at han kunne få hoved og hale på hendes mange ord. Da det gik op for ham, hvad der var sket. Så gik han til landsbyen, for at give besked der. Så de kunne være parate, hvis Fjenden nu var på vej tilbage igen. Sammen med et par af mændene, fra landsbyen gik de ud i skoven. Mignon kunne nemt finde tilbage, hvor hun havde mødt disse orker. Og de lå der endnu, så der var vist ikke flere i området. Den gamle kriger vendte den største af orkerne omkring, og så åndede han lettet op. For han kunne se på rustningen, at der var tale om spejdere og ikke om Fjendes krigere. Han vidste nu, at det var en lille patrulje, som arbejdede alene, og meget langt fra de andre.Man fik hentet nogle skovle, fra landsbyen. Og man fik begravet de tre døde orker, inde i underskoven. Og det et godt stykke væk fra skovstien, så det ville næsten umuligt at finde dem.

Man tog både våben, og udrustningerne fra orkerne, for de havde jo ikke brug for det mere. Og man ville ændre på rustningerne, så man selv kunne bruge dem. De var jo flere numre for store, til almindelige mennesker.
I flere dage holdt man udkik efter, om Fjenden skulle være i nærheden. Men efter en uges tid, der begyndte man at slappe af igen.

Tilbage

Udskriv denne side