| Den gamle kriger og kongen, afsnit 1.10 - af Qualgeisten © Copyright Stencirklen sættes i stand. Dagen efter gik den gamle kriger gik med Mignon og Valerian, ned til stencirklen. De begyndte at fjerne ukrudt, og andet der havde samlet sig siden at stencirklen var blevet genfundet. Folkene fra landsbyen kom, og i fællesskab, så fik de rette de af stene op, som var blevet skæve. De arbejdede hele dagen, og de slog lejr da det blev mørkt. Og ved bålet fortalte den gamle kriger historien om stencirklerne, og om kvinderne som skulle komme. De store sten blev vasket ned, for at fjerne snavs og støv som der lå på dem i et tykt lag. Alt dette foregik i en munter stemning, og man hyggede sig i hinandens selskab. Man hentede koste, og fejede den stor flade midt sten. Og man vaskede og skrubbede så det var en lyst, og efterhånden kunne man se, farverne på de store sten. De var ikke så kedelige som man kunne tro, de var fulde af skrifttegn og billeder. Hvad der stod, og hvad billederne forestillede, det kom der mange sjove bud på. Smeden havde fået fremstillet små jernkurve, hvor man kunne lægge brænde i. Og da de blev tændt den anden aften, da så stencirklen helt hyggelig ud. Og stenene nærmest dansede, i det flakkende skær, fra de 12 jernkurve. Man snakkede om, at selv om, at der ikke skulle komme nogen af kvinderne. Så ville man tage ud til stencirklen mindst én gang i måneden, for det kunne jo altid bruges som samlingssted for landsbyens borgere. Man sad og fordøjede aftensmaden, som man havde fået tilberedt lidt sent. Og man kikkede på jernkurvene som slukkedes efterhånden som de brændte ud. Og da opdagede man, at da den sidste kurv var slukket, så begyndte stenene at lyse i en svag mørkerød glød. Det var faktisk som om, at de gengav det lys som de havde samlet sig hele dagen, og som de havde fået fra kurvene. På den tredje dag, der besluttede man, at man ville fælde de store træer der nærmest var vokset tæt ind til stencirklen. Og det var fordi, at de tog sollyset væk fra stencirklen. Man brugte den ½ dag på at fælde, og man brugte rasten af dagen på at slæbe træ til landsbyen, for man kunne jo da godt bruge træet til noget fornuftigt, og selvfølgelig brugte man en del af træet til jernkurvene. Den nat lyste de store sten endnu mere op, og nu kunne alle se, at det ikke bare var fup. Og man sad i dyb ærefrygt og kikkede på stenene, og man undrede sig over at de gjorde dette. Lidt væk fra stencirklen, der opdagede man, at der var et lille hus af sten. Det havde ét rum, med et rundt stenbord i midten. Og man hentede den gamle kriger, og hans 2 følgesvende Mignon og Valerian. Den gamle kriger sagde, at det var et lille kapel. Som kvinderne kunne være inde i, når de skulle bede eller forberede sig til ceremonier eller lignende. Man satte da også dette lille kapel i stand, og da man kikke på det, så kunne man se, at også der var der skrifttegn, og billeder. Og det så meget præsentabelt ud, efter at det igen var kommet til ære og værdighed igen. Man besluttede at sende bud til kongen, og fortælle ham om stencirklen. Og man ville fortælle ham, at det var blevet sat i stand igen. Og endelig ville man fortælle ham, om det lille kapel. 2 af landsbyens borgere, begav sig af sted. Og man ventede spændt på, hvor kongen ville sige til det. Og måske kendte han nogen, der vidste hvordan man brugte sådan en stencirkel. For alle ville jo da gerne se, om den nu også kunne bruges til det den oprindelig var blevet bygget til. Efter et par dage kom de 2 tilbage, og fortalte, at kongen var blevet glad for nyheden. Og han ville selv komme forbi, næste gang han var på de kanter. Kongen havde næsten opgivet håbet, om at genfinde nogen af stencirklerne. Og han var selv blevet nysgerrig, om hvordan sådan en egentlig så ud. Men desværre så vidste han ikke, om der var nogen af kvinderne tilbage. Men han ville sende bud ud i landet, for det kunne jo være, at der var bare én eller to der kendte noget til hvordan man kunne bruge sådan en stencirkel. |
© Copyright 1999 - 2010 Manuela.dk - Sitemap