Den gamle kriger og kongen, afsnit 1.11 - af Qualgeisten © Copyright

Det store slag.

Det var hen ad aftenstid, og man sad i landsbyen og snakkede, om ting der var sket, og om ting der ville ske. Man snakkede om, hvordan man ville sikre sig imod overfald fra fjendens folk, og man snakkede om at så korn og at høste.

Og en af byen ældste fortalte om, at da han var ung der var han en af krigerne i Kongens følge. Men han fandt sig en sød kone, og så var det ligesom ikke tid til at være kriger. Men han ville ellers gerne havde været med i det store slag, men det var overstået før end at alle kunne være fremme.

Mignon spurgte den gamle kriger, og det ikke var i det store slag, at han havde erobret sin stor dobbeltøkse. Jo det var i det store slag, hvor jeg erobrede min Solfugl.

Valerian sagde Solfugl, det var da et sært navn til en økse. Men så fortalte den gamle kriger, at Solfugl det kaldte men en dobbeltøkse, fordi, at det lignede en Solfugl med udbredte vinger. Og han fortalte, at en Solfugl egentlig var en grib.

Landsbyens ældste spurgte, om den gamle kriger ikke ville fortælle lidt om det store slag. For alle havde jo kun hørt rygter, men ingen i landsbyen havde nået at kunne deltage i det store slag.

Og den gamle kriger fortalte:

Ja jeg var dengang kun en ung mand, og jeg var lige blevet optaget i Kongens hær. Så jeg var stolt, for der var ikke mange af min slags der nogensinde før havde fået lov til, at blive optaget i Kongens hær.

Vi trænede fra morgen til aften, vi lærte nærkamp, og vi lærte at bruge mane forskellige våben. Nogen af dem kunne jeg ikke rigtigt finde ud af at bruge, for enten var de for små eller for fine, eller de virkede bare forkerte, på en eller anden måde.

Men han tog et store 1 ½ håndssværd, som gav ham en vis bevægelses frihed, men det var ikke lige sådan et våben han havde ønsket sig, men ind til videre så kunne han da bruge det.

Så en tidlig morgen, da alle sad ved bordet, så drønede trompeterne uden ved muren ved Kongeborgen. Og alle blev kommanderet ud, og alle stormede ud, for der var vild postyr.

Da de var kommet på plads, der fik de at vide, at Fjendens hær, var gået ind over grænserne, og at de var utroligt mange. Så alle skulle gøre sig klar til kamp, både de gamle og kampvante krigere, og de nye rekrutter, alle skulle gøre sig klar til kamp.

Det tog ikke mange minutter, før end at de første var på vej ud af porten. Og indenfor en lille ½ time, der var Kongeborgen næsten tømt for krigere. Kun dem som var nødvendige for at Kongeborgen kunne forsvare sig var blevet tilbage.

Kongen vidste at nu drejede det sig om at være hurtig, for man skulle nå at stille Fjendens hær til kamp, før end den kom for langt ind landet. Så han pressede både sig selv, sin hest, og sine krigere til det yderste.

Efter 2 dage der fik man melding om, at Fjendes hær var på vandring over den store slette. Og Kongen befalede at hærens yngste skulle skynde sig i forvejen, for de var jo hurtigere end de lidt ældre krigere, som så senere kunne ramme Fjendens hær, fra en af siderne.

Den gamle kriger, var dengang en af de yngste, så han blev sendt af sted sammen med alle de andre unge krigere. Kongen ville selv være sammen med dem, for han ville ikke sende unge krigere i en kamp, som han ikke selv turde deltage i.

Efter få timers ilmarch, der fik de øjenkontakt med Fjendens hær, og der var mange af de unge krigere, som sank en klump, for der var virkelig mange fjender, og de var alle store.

Fjenden fik øje på Kongen der kom sammen med de unge krigere, og han vejrede et let bytte. Og kunne han få fat i Kongen, så ville han jo kunne undertvinge sig hele landet, var at bruge ham som gidsel. Så han angreb øjeblikkeligt, og med alt hvad han havde af fodfolk og ryttere.

Kongen så dette, og han befalede sine mænd til at gøre klar til et sammenstød af de store. Så alle rekrutter stillede sig op i flere kileformede formationer, med en kriger forrest, og med tre man til at dække ham af.

En af de lidt ældre riddere, udtog den gamle kriger til at stå ved sin højre side, og en anden rekrut til at stille sig på den venstre side. Og en bueskytte som stod lidt i læ bag dem, og så ventede de på angrebet.

Angrebet kom hurtigt, og der opstod tumult over det hele. For det var jo flest unge ukampvante rekrutter, så mange af dem faldt allerede ved det første angreb. Bueskytten fik pillet flere af rytterne ned, førend at Fjenden kom så tæt på, at det blev en kamp til fods.

Ridderen huggede flere af Fjendens riddere af sadlerne, og den gamle kriger og den anden rekrut gav dem nådestødet. Og efter få minutter, der stod de næsten oversprøjtet af blod. Men om det var deres eget, eller
Fjendens blod, det var det for tidligt at sige.

Fjenden trak sine riddere tilbage, og overlod kampen til fodfolket. Og de var virkelig store, det var orker og mennesker der var næsten lige så store som dem. De gik langsomt frem, og slog hårdt og ubønhørligt alt ned hvad de mødte.

En stor ork kaptajn, slog ridderen af hesten. Og da han skrævede henover ridderen, der slog den gamle kriger med alt den kraft han kunne, men slaget prellede bare af. For orken havde et tungt panser på, og det var solidt. Sværdet knækkede, og den gamle kriger havde ondt i armene.

Men han sprang op på ork kaptajnen, og da den gamle kriger var næsten lige så stor, så sank denne sammen under vægten. Der lød et vræl fra ridderen, der jo fik dem begge oven på sig.

De rullede rundt i det blodsølede jord, og da de rejste sig, var det svært at se hvem der var fjende, og hvem der var ven. Men de sprang på hinanden, og der blev uddelt drøje hug fra begge sider af. Orken havde tabt sit våben, så det blev en heftig nævekamp, hvor alle de mest ondskabsfulde kneb blev brugt.

Den gamle kriger fik held til, at komme bag på orken. Så han sprang op på denne igen, og klamrede sig fast med både arme og ben, samtidig med, at han bed orken hvor han nu kunne komme til det.

Den anden rekrut fik en chance for at få et stød ind, med sit sværd og bueskytten ramte 3 gange inden orken faldt død om.

Den gamle kriger gjorde sig fri fra orken, og kikkede efter et våben. Han opdagede at der var et håndtag der stak ud under orken, og han tog fat i det og hev til. I samme øjeblik kom der en anden ork kaptajn, som var så uheldig at stå bag den gamle kriger. Så da håndtaget kom fri, blev orken ramt af bladet fra den største dobbeltøkse den gamle kriger nogensinde havde set. For i den anden ende af håndtaget, sad denne store dobbeltøkse.

Den gamle kriger svingede denne store økse frem og tilbage, og han tumlede frem, for han var jo ikke vant til sådan et våben, men nu var den ligesom kommet i svingninger, så den gamle kriger blev bare ved med at svinge øksen.

De tumlede frem, hen hvor ridderen var væltet. Og de fik jaget Fjendes folk væk fra ridderen, og de fik ham op og stå igen. Han var kun fortumlet, og han kunne ikke snakke sammenhængende. Så man blev hurtigt enig om, at de ville slæbe ham tilbage, så han kunne få lidt luft.

Man fik ham hurtigt slæbt om bag kamplinien, hvor der allerede sad flere sårede riddere og krigere. Da man havde fået ham i sikkerhed, så vendte de to rekrutter og bueskytten tilbage til kampen. Kongen så det hele og kaldte dem hen til sig, og sagde at de skulle blive i hans nærhed.

Fjendens hær angreb igen, og igen. Det var som om, at det ingen ende ville tage. Men midt på dagen, der hørtes pludselig de store kamptrommer. Det var Kongens ældre krigere der var kommet frem, og de var rigtigt gale i skralden. Der var nogle enkelte trompeter der bragede, men de lød kun som ynkelige pip, midt i kamplarmen.

De ældre krigere var virkelige vrede, for de havde set havde Fjendes hær havde gjort ved flere landsbyer. Og nu havde rekrutterne, jo taget den første ære på slagmarken. Så veteranerne og de andre ældre krigere, ville sandelig også have bare lidt ære med hjem.

Oppe på klippekanterne der omkranser hele sletten, der stod trosset. Der var trommerne, og der var vognene med proviant og hele balladen. Der stod flere mænd og kvinder, som kastede eder og forbandelser over Fjendens hær, de råbte opmuntrende til Kongens hær, og det virkede.

Dem der var tilbage af rekrutterne, som bare nogenlunde kunne kæmpe fik stablet sig på benene igen, og de gik Fjenden i møde sammen med de andre rekrutter.

Den gamle kriger gik foran, og sammen med ham gik der flere af de unge rekrutter. Og nu gik de på ork jagt, og de jagede dem. De skulle jo have afløb for deres vrede, og nu havde de chancen for at sige tak for sidst. Så dobbeltøksen den brummede igennem luften, flere gange, og lyden endte med et ækelt klask hver gang.

Lige bag dem, der kom de ældre krigere, og veteranerne. De var jo friske, de havde ikke været i kamp, så de tromlede frem imod Fjendes hær. Og de jagtede Fjendes hær tværs hen over den store slette, og der blev slået mange skaller den dag.

Da det blev aften, der var hele Fjendens hær spredt ud over hele den store slette. Og da det blev mørkt, da samles alle sig omkring Kongen, og hans riddere. Man tændte bål, for hvis Fjenden den lumske rad nu skulle angribe, så var det jo rart med lidt lys.

Dagen efter da det blev morgen, der opdagede man, at Fjendens hær var væk. De havde stukket af om natten, og havde efterladt de døde og de sårede.

Ved kanten af den store slette, der løb der en stor flod. Og da Fjenden og hans lakajer nu var væk, så hoppede man i floden for at vaske blod og mudder af. For alt var oversmut med blod, og mudder, ja havde man haft et spejl så kunne man ikke genkende sig selv.

Da man havde fået skidtet vasket af, så gik den gamle kriger, bueskytten og den anden rekrut hen for at kikke til ridderen. For de vidste jo ikke, om han havde overlevet slaget.

De fandt ham da også, han sad og snakkede med Kongen. Da han så den gamle kriger, og de 2 andre kaldte han dem hen til sig. Han var nu ikke særlig stolt, for den eneste skade han havde fået var et brækket arm, og det havde han fået da dan gamle kriger og orken var faldet ned på ham.

Kongen tilbød den gamle kriger et nyt sværd, for det andet var jo brækket. Men den gamle kriger ville hellere beholde øksen, for den havde jo bevist at den kunne holde. Kongen kikkede på øksen og fortalte, at den slags økser blev kaldt for Solfugle. Både fordi, at dens blad ligner vinger, og fordi at øksen efterlader mad til gribbene.

Nåh sagde den gamle kriger, det må være nok for i aften. Han rejste sig, og sammen med Mignon og Valerian, gik han hjem til sin borg, som han bare kaldte Tårnet.

© Copyright 1999 - 2010 Manuela.dk - Sitemap